Terma fortsætter oprustningen i Grenaa

Regeringens udsættelse af købet af nye kampfly, koster ikke arbejdspladser på Termas Grenaa-afdeling, der producerer flydele.

Elektronikvirksomheden Terma har siden 2008 omdannet afdelingen i Grenaa til en højteknologisk masseproducent af dele til forsvarets nye kampfly. Men nu har det vist sig, at de nuværende F-16-fly kan flyve to til fire år længere end ventet, og derfor har regeringen udsat det planlagte køb af nye maskiner.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne havde set et typevalg nu. Vi har et tæt samarbejde med alle tre firmaer, der gerne vil levere de nye fly, og en beslutning nu ville betyde, at vi vidste hvem af dem, vi skal fortsætte samarbejdet med. Det havde været nemmere for os, men vi accepterer selvfølgelig det politiske flertal, siger Termas administrerende direktør Jens Maaløe til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Alligevel fortsætter Terma, der har hovedsæde i Lystrup, altså investeringerne i Grenaa, hvor firmaet har omkring 400 ansatte.

- Vi hæfter os ved, at regeringen jo vil tage en beslutning indenfor en overskuelig årrække, så det koster ingen arbejdspladser i hverken Grenaa eller Lystrup, siger Jens Maaløe.