Tendens: Der bliver længere mellem lægerne
Der er blevet længere mellem adresserne på de praktiserende læger. Lægerne går sammen i større lægehuse og færre læger vælger at drive en solopraksis
I 1978 drev halvdelen af de praktiserende læger deres praksis alene. I dag gælder det på landsplan kun hver fjerde.
Det betyder, at der bliver længere mellem lægehusene og dermed også ofte længere til lægen.
- Der er en pris ved at færre læger driver solopraksis. Nemlig at patienterne måske får længere til deres egen læge og det kan være problematisk for den enkelte, siger formanden for Praktiserende Lægers Organisation i Midtjylland, Lise Høyer.
Læs også
Hun ser dog også klare fordele ved at flere læger søger sammen i lægehuse.
- Man skaber lægefællesskaber, hvor der er dynamik og faglig sparring, der også er vigtig, siger hun.
Fordele ved at være flere
Og netop de fordele genkender Roar Maagaard, der er læge Skødstrup Lægepraksis. Her arbejder han sammen med flere andre læger og sygeplejersker.
- Vi opnår en hel masse gevisnter ved at være en stor praksis med flere læger. Faglig sparring først og fremmest. Og vi forsøger at holde hinanden lidt til ilden, siger Roar Maagaard, der er læge Skødstrup Lægepraksis.
- Intet ondt at sige om solopraksis. Jeg vil faktisk sige tværtimod. Hvis vi spørger patienterne, så er tilfredsheden med egen læge jo om muligt endnu større i en solopraksis.
En af hans patienter Hans Egon Jensen ser dog klare fordele i at være flere læger sammen.
- Hvis vi ikke kan komme til vores egen læge, så får vi jo bare en tid hos en af de andre, siger han.
- Er der kun én læge, skal man jo vente til, han har tid.
Læs også
Solopraksis giver mere nærhed
I Region Midtjylland er det kun hver femte læge, der driver praksis alene. En af de få læger, der har valgt denne vej, er Sidse Kjærholm, der driver en solopraksis i Ry. Hun mener, det giver en tættere relation til patienterne.
- Jeg tror, patienterne får lidt mere nærhed. Lidt mere personlig lægebetjening, hvis man kan kalde det sådan, fordi det netop ikke er en ny, patienterne møder hver gang.
Omvendt har solo-lægerne ikke nogen kolleger på stedet at søge hjælp hos, hvis der skulle komme en patient med noget, de ikke har set før. Det skræmmer dog ikke Sidse Kjærholm:
- Jeg oplever at man i højere grad i dag ringer til en specialist på sygehuset og spørger dem til råds. Samtidig er jeg læge i et sundhedshus, hvor der er andre faggrupper, som jeg kan bruge til noget sparing og det har jeg faktisk været rigtig glad for.
I grafikken nedenfor, kan du se en opgørelse af, hvor mange læger, der driver solopraksis i Østjylland. Tallene stammer fra Praktiserende Lægers Organisation.
Kommune | Antal lægehuse | Antal solopraksis |
---|---|---|
Favrskov | 32 | 2 |
Horsens | 47 | 9 |
Norddjurs | 19 | 6 |
Odder | 6 | 8 |
Randers | 37 | 22 |
Samsø | 0 | 2 |
Silkeborg | 64 | 5 |
Skanderborg | 35 | 2 |
Syddjurs | 19 | 5 |
Aarhus | 165 | 49 |