Telia ramt af omfattende nedbrud: Kunder er uden internet
Kunder hos Telia har onsdag intet internet, skriver de på Facebook. Der er tale om et omfattende nedbrud.
Teleselskabet Telia er onsdag aften ramt af et større nedbrud.
Det bekræfter Rasmus Avnskjold, pressechef hos Telia lidt efter klokken 21.
Nedbruddet betyder, at flere er uden internet.
Læs også
Selskabet kan ud på aftenen endnu ikke sige, hvad nedbruddet skyldes. Derfor er det også usikkert, hvornår internettet igen er oppe at køre.
- Vi har folk på sagen, og de arbejder benhårdt på at identificere nedbruddet. Så snart det er identificeret, ved vi, hvor mange eller hvor få kunder der egentlig er berørt af det, siger Rasmus Avnskjold.
Kun bredbånd er ramt
Ifølge pressechefen er det kun bredbånd og ikke mobiltelefoni, der er ramt.
Adskillige kunder fortæller i opslag på selskabets facebookside, at de har mistet deres internetforbindelse.
Læs også
I en kommentar lagt på Facebook ved 20-tiden bekræftede Telia over for sine kunder, at der var tale om et nedbrud.
- Vi har desværre et mere omfattende nedbrud i øjeblikket, men vores teknikere er på sagen, og vi håber på at det bliver løst hurtigt muligt, skriver en medarbejder under navnet Cosima.
Telia er Danmarks tredjestørste teleselskab og har 1,49 millioner kunder i Danmark.