Telefonfri skole: Vil lære elever at vælge mobilen til og fra
På Skægkærskolener er mobiltelefonerne pakket væk
Mobiltelefoner forstyrrede i timerne, og eleverne mobbede hinanden på de sociale medier. Ledelsen på en Skægkærskolen i Silkeborg Kommune fik nok.
I seks uger blev elevernes mobiltelefoner inddraget hele skoledagen, og resultaterne af det forsøg er så gode, at mobiltelefonerne nu er væk permanent. En beslutning, der møder fuld opbakning fra skolebestyrelsen.
- Det krævede, at vi satte en streg i sandet. Det var blevet en menneskeret for børnene at have telefonerne, og det var blevet svært for os at snakke os ud af, at de ikke skulle være her mere, siger Peter Green, der er pædagogisk leder på Skærkærskolen i Skægkær.
Debat om sociale medier i skolerne
Det er ikke et forbud
Han ser det ikke som et forbud for eleverne, men derimod som en mulighed.
- Vi tænker det som en mulighed. En mulighed for at give børnene fri. Fri fra det pres, der er på medierne hele tiden, hvor man skal svare og være på hele tiden. Rigtig mange af børnene i dag føler sig presset til at skulle svare, og de skal svare hurtigt, for det er blevet en forventning, siger Peter Green, som derved vil give børnene mulighed for at være til stede i det, som de er midt i.
TV 2 | ØSTJYLLAND sætter i disse dage fokus på brugen af mobiltelefoner, tablets, spil og socialmedier i skoletiden.
Laver film og andet på mobiltelefonerne
På Skægkærskolen er mobiltelefonerne ikke forbudt hele tiden. De må for eksempel gerne blive brugt, når det underbygger undervisningen ved for eksempel at lave en film eller andre projekter.
Peter Green mener ikke, at skolerne direkte har til opgave at lære børnene, hvordan de skal agere på sociale medier.
iPads forstyrrer elever i undervisningen
- Vi vil rigtig gerne lære børnene, hvordan man agerer, hvordan man gør, og hvordan man gebærder sig. Ikke nødvendigvis på telefonenerne, men i virkeligheden med rigtige mennesker af kød og blod. Det kan man så overføre til medierne, det er jeg sikker på. Den anden vej rundt er svær. Vi ved ikke, hvad de laver på medierne. Vi følger dem ikke på snapchat, og de følger ikke os, så vi kan ikke se, hvad der bliver lagt ud. På den her måde kan vi se, hvad der foregår i skolegården, når de ikke har det, siger Peter Green.
Skoleeleverne har været uden telefoner siden sommerferien, og det kan mærkes på børnene, mener den pædagogiske leder.
Lære at vælge mobilen til og fra
- Vi har nogle børn, der er sammen med hinanden og laver noget med hinanden - også i frikvartererne. De hygger sig og snakker sammen, men stadig spiller de også en masse computer. Men det gør de med hinanden. De sidder ikke i hver deres hjørne med hver deres skærm indkapslet i sin egen verden. Man er tvunget til at være sammen med andre, og man bliver opdaget, hvis man ikke er. Det er trivsel, siger Peter Green.
Han ved ikke hvor længe, at børnene på skolen skal være uden fri adgang til deres mobiltelefoner, men siger:
- Vores håb og drøm er, at at vi på et tidspunkt har lært børnene, hvornår man vælger mobiltelefonen til, og hvornår man vælger den fra.
Du kan se hele interviewet med Peter Green i videoen øverst på siden.
Hvad siger du til den mobilfrie skole - du kan deltage i debatten på vores side på Facebook.