Teknologi i børnehøjde: Skoleelever har fået et nyt fag
Elever fra 1. klasse i Hadsten har i et nyt forsøg fået faget teknologiforståelse på skoleskemaet. Mandag kiggede undervisningsministeren forbi klasselokalet.
Hvordan er internettet bygget op, hvordan kan vi sende noget over afstand, og hvordan begår vi os helt generelt i et digitalt samfund?
Det kan måske være svært at forstå, hvis man kun er 7 år og går i 1. klasse.
Netop derfor har en række skoler i hele landet fået et nyt fag på skoleskemaet. Én af dem er Østervangskolen i Hadsten.
Her har to 1. klasser siden begyndelsen af marts haft faget ’Teknologiforståelse’ på skemaet to timer i ugen. Faget skal gøre eleverne klogere på, hvordan de kan forstå, skabe og handle i et digitaliseret samfund.
Læs også
- Det er en forståelse af alt det, der omgiver os. Eksempelvis at der er en robot inde i vores køleskab. Det er jo fremtiden, og de skal have den her forståelse af teknologien, og de ting de bruger og sidder med hele tiden, siger formand for skolebestyrelsen på Østervangskolen, Trine Møller Andersen.
Det er undervisningsministeriet, der har sat faget på skemaet i en forsøgsordning. Ud af 140 ansøgninger er 46 skoler blevet udvalgt.
Udbredes til resten af landet
Mandag besøgte undervisningsminister Merete Riisager (LA) Østervangskolen for at se, hvordan det går med det helt nye fag.
- Jeg har oplevet begejstrede lærere og elever, der har kastet sig ud i faget med arme og ben. Når vi er færdige med det her forsøg, skal det udbredes til alle elever i hele Danmark, så de ikke kun bliver brugere af teknologi, men også kan lære at skabe, kritisere og forstå teknologi, siger Merete Riisager.
Det nye fag har også sat perspektiv på læringen i klasselokalet.
Læs også
- Det giver en ændrende elev- og lærerrolle. Læreren behøver ikke have svaret, men derimod finder læreren svaret sammen med eleverne, siger Anne Ørskov, der er underviser i teknologiforståelse.
Teknologiens negative sider
Og selvom det kan være sjovt og anderledes at lege med teknologien, skal børnene også lære de mindre positive sider.
- Børnene skal ikke kun blive brugere af teknologi men også lære at skabe, kritisere og sætte grænser for teknologien. Teknologi er en præmis for os alle sammen. Der er også negative elementer, og det skal vi lære vores børn, siger Merete Riisager (LA).
Læs også
Forsøget med teknologiforståelse omfatter syv østjyske skoler og løber over tre år.
Østjyske skoler med teknologiforståelse på skemaet:
Favrskov Kommune:
- Østervangskolen
- Søndervangskolen
Aarhus Kommune:
- Åby Skole
- Sødalskolen
Silkeborg Kommune:
- Buskelundskolen
- Trekløverskolen
- Funder-Kragelund Skole
Kilde: Undervisningsministeriet