Teknisk fastklemt gav kø på Randersvej i Aarhus

Færdselsuheld skete på det værst tænkelige tidspunkt i Aarhus

Foto: Google Maps

1 af 2

Eftermiddagstrafikken ud af Aarhus blev ramt af et trafikuheld på Randersvej i nordgående retning. Uheldet skete nær krydset mellem Brendstrupgårdsvej og Skejbygårdsvej i Aarhus Nord.

Det vil sige, at det er trafikken ud af Aarhus, der er ramt, og det har skabt kø. 

Læs også Havareret lastbil og bil-sammenstød skaber kø på motorvej

- Der er ikke alvorlig personskade, men der er en teknisk fastklemt, så der skal skæres noget af bilen. Det forventede brandvæsnet at kunne gøre indenfor ti minutter, således at der kan åbnes et enkelt spor, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND. Det sagde han klokken cirka 16.45.

Der var spærret i begge vognbaner, og det gav selvsagt noget kø, da mange skal den vej efter at have fået fri fra arbejde.

- Det er et træls tidspunkt, opsummerer vagtchefen. 

Der er åbnet for trafikken igen, og køen afvikles stille og roligt.