Tegner : Kvælning er uhyggeligt
Den 73-årige tegner Kurt Westergaard kalder detaljerne fra PET-dokumenter, om det planlagte drab på ham for uhyggelige.
Kurt Westergaard er fattet, men oprørt over detaljerne i en fortrolig PET-rapport, der ifølge Nyhedsavisen afslører, at han skulle have været dræbt ved kvælning af kampsportstrænet
tuneser.
- Det er selvfølgelig uhyggeligt. Jeg vidste ikke noget om, at jeg skulle kvæles, men i min fantasi - som jeg jo lever af - havde jeg da forestillet mig et sådant scenarie. Så på den måde ændrer det jo ikke det store, siger han til Ritzau og fortsætter:
- Nu er jeg jo 73 år, så der tager man tingene lidt mere roligt. Man bliver modig med alderen, men selvom jeg går til fitness fire gange om ugen, må jeg jo indrømme, at jeg nok ikke
ville kunne klare denne her kamptrænede mand.
Kurt Westergaard har ikke boet i sit hjem siden PET flyttede ham i november, og siden da er han flyttet hele ni gange til hemmelige lokaliteter.
- Vi håber snart at kunne vende hjem igen. Jeg tror det kan lade sig gøre inden så længe, men jeg ved ikke noget bestemt, siger han.