Tegnede med rød tusch på kunstværk: Motivet stadig ukendt

Der er stadig ingen forklaring på, hvorfor en 24-årig mand søndag begik hærværk på Aros

Kunstværket Hesteofringen blev søndag udsat for hærværk på kunstmuseet Aros. På billedet er det museumsinspektøren på Århus kunstmuseum, Erik Nørager, der sætter glassene på hylderne. I glassene er en slagtet hest. Foto: Erik Jensen

Et kunstværk på Aros blev søndag udsat for hærværk. Foto: Søren Bidstrup - Scanpix

1 af 2

Søndag middag rykkede Østjyllands Politi ud til det aarhusianske kunstmuseum Aros.

Ikke for at kigge på kunst, men fordi en 24-årig mand havde begået hærværk.

Ifølge Aros tegnede den 24-årige på værket 'Hesteofringen' af Bjørn Nørgaard. Det foregik med en rød whiteboard marker - en slags sprittusch til skrivetavler.

Her er det museumsinspektør på Århus Kunstmuseum, Erik Nørager, der sætter glassene fra Bjørn Nørgaards Hesteofringen på hylderne. Foto: Erik Jensen

Tegnede på væggene

Derudover tegnede den 24-årige på vægge tre steder på museet, skriver Aros i udtalelse. Ifølge museet var den røde tusch nem at fjerne og kunstværket har ikke taget skade. Museet kender ikke motivet til hærværket.

Hesteofringen er fra 1970 og består af en slagtet hest, der er lagt i syltetøjsglas med formalinvæske. Hesteslagtningen var tænkt som en protest mod danskernes ligegyldighed overfor Vietnamskrigens rædsler.

Kunstneren Bjørn Nørgaard, hvis værk Hesteofringen blev udsat for hærværk på Aros søndag.  Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Har ikke forklaret noget

Den 24-årige blev tilbageholdt af en museumsvagt og politiet blev tilkaldt. Heller ikke Østjyllands Politi kan kaste lys over, hvad den 24-åriges motiv var.

- Jeg kan ikke se, at han har forklaret noget til politiet, siger Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationskoordinator hos Østjyllands Politi.

Læs også Tegnede på kunstværker: En person anholdt efter hærværk på Aros

Den 24-årige erkendte overfor politiet, at han stod bag hærværket, som han blev sigtet for.

Forud for hærværket havde den 24-årige ridset i en civil patruljebil uden for retten Aarhus, hvilket han også blev sigtet for. Han er blevet løsladt igen, men er fortsat sigtet.

Kilde: Statens Museum for Kunst