Teenagere terroriserer nabolag med høj musik, ræsende scootere og glasskår

Politiet vil nu sætte hårdere ind over for 'gadefest' i Randers

Randrusianere der bor flere gader væk fra Jens Otto Krags Plads er generede af den høje musik. Foto: Colourbox - genrefoto

Musikken er så høj, at naboerne ikke kan høre deres fjernsyn. Scooterne fræser frem og tilbage, og der er glasskår fra knuste flasker over det hele.   

I øjeblikket bliver Jens Otto Krags Plads i Randers de fleste aftener forvandlet til en ureguleret gadefest for en større gruppe teenagere.

Læs også Smadrede øl- og vodkaflasker efterlades til små børn i SFO

Betjente fra Østjyllands Politi har flere gange været i dialog med de unge, og tirsdag aften blev en 16-årig pige sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

- Det er ikke så tit, vi sigter nogen for at spille høj musik, men vi gør det, hvis det er nødvendigt, og i dette tilfælde har de unge fået flere henvendelser, siger pressemedarbejder Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det er her på Jens Otto Krags Plads, at unge i øjeblikket afholder 'gadefest' de fleste aftener. 'De fræser også rundt på knallerter og scootere, og det larmer af helvede til', lyder det fra nabo. Foto: Google Maps

Politiet har modtaget 8-9 anmeldelser om larm og ballade på pladsen, vurderer Jakob Christiansen, og det tyder på, at politiet nu vil tage fløjlshandskerne af.  

- Det er en gruppe unge mennesker, der forsamler sig på pladsen. De spiller meget høj musik på et musikanlæg, og det generer borgerne i nærheden. Nu vil vi planlægge patruljerne efter situationen, så de altid kører forbi om aftenen, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi kan forstå, at de gerne vil sidde og hygge sig, men det er ikke rimeligt, at de skal genere så mange borgere. Fra nu af vil vi beslaglægge musikanlæg, og hvis man spiller høj musik, kan man også se frem til en sigtelse.

Læs også Unge hærger butikscenter: - Kunderne tør ikke komme

Den tidligere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag fik i 2009 opkaldt en plads efter sig i fødebyen Randers - mere end 30 år efter sin død.

Høj musik blot ét problem

En nabo, som TV2 ØSTJYLLAND har talt med, men som frygter repressalier, fortæller, at musikken er ekstrem høj.

- Det starter ved 17-tiden, og så slutter det omkring midnat. Musikken er mere end høj. Vi kan ikke høre vores fjernsyn, selvom vinduerne er lukkede. Hvis de er åbne, kan vi ikke føre en samtale, siger naboen.

Den gruppe er bare ude på ballade. Nogle morgener vader vi i glasskår. Jeg forstår dem ikke. 

Nabo til Jens Otto Krags Plads

Naboen påpeger også, at den høje musik blot er et af flere problemer.

- De fræser også rundt på knallerter og scootere, og det larmer af helvede til. De cykler der står ved Kulturhuset bliver ofte udsat for hærværk. Jo mere de skal vise sig overfor hinanden, jo flere glasskår kommer der, siger naboen til TV2 ØSTJYLLAND.  

Læs også Bydel raseret af unge ballademagere: Politiet søger vidner

De unge mennesker skal også have lov til at være der, mener naboen, der har prøvet at tale med nogle af teenagerne om den høje musik.

- Men så jeg fik jeg bare den besked, at jeg ikke ejer gaden.

I dagstimerne er Jens Otto Krags Plads i Randers et fredeligt sted. Foto: Søgaard Brolægning

Scooter på baghjul op og ned ad gade

Det er ikke kun de umiddelbare naboer til Jens Otto Krags Plads, der er plagede af musikken. Musikken er så høj, at mange i nabolaget er generet af den. 

'Selvom jeg bor i Trapsgade, kan jeg tydeligt høre musikken i min lejlighed, selvom altandøren er lukket', skriver en randrusianer i en mail til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Politiet søger vidner til groft umotiveret overfald i Randers

Personen tippede mandag aften politiet efter en specifik episode.

'På vej hjem til min lejlighed, gik jeg mandag forbi pladsen, hvor der (som altid) var høj musik, masser af unge der drak alkohol (som de smider, så der er glasskår over alt) og scootere der ræsede op frem og tilbage - uden hjem, flere på én scooter og endda en på baghjul hele vejen op og ned af Stemansgade', skriver personen i en mail til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ifølge de kilder, TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt, er der normalt samlet omkring 20 unge i alderen 15-20 år, når der er 'gadefest' på Jens Otto Krags Plads.

Læs også Randrusianere lå i kø foran fastfood-restaurant i silende regn