Teenagere anholdt for indbrud: Stjal øl, sodavand og værktøj
To unge mænd er mistænkt for at have begået indbrud ved Ebeltoft
To unge mænd på henholdsvis 16 og 17 år blev natten til fredag anholdt i Ebeltoft, hvor de er mistænkt for at have begået indbrud.
Østjyllands Politi fik en henvendelse fra en mand klokken 0.27, der har hørt larm ved et hus ved Havrevangen ved Ebeltoft, og da han gik derhen, så han en person løbe væk fra stedet og opdagede også, at soveværelsesvinduet stod åbent.
Læs også
Manden kontaktede politiet, som sendte en hundepatrulje ud til stedet. Hunden satte næsen i jorden og fandt hurtigt de to unge mænd, som var i besiddelse af øl, sodavand og værktøj.
Politiets hund satte igen snuden i sporet og fandt frem til et skur på Granvej, hvor tingene stammede fra. Hunden fandt desuden også det koben, der var blevet brugt til at bryde soveværelsesvinduet op i huset ved Havrevangen.
Østjyllands Politi oplyser, at begge de unge mænd er sigtet for at have begået indbrud, og at den 16-årige skal fremstilles i grundlovsforhør, da han i forvejen er kendt af politiet.