Teenager sigtet for bedrageri: Kunne ikke betale for taxa-tur

En ung mand fra Randers blev i nat anholdt og sigtet for bedrageri, fordi han ikke kunne betale for en taxatur til 3500 kroner

Den 19-årige mand fra Randers vidste, at hans betalingskort var spærret, men han steg alligevel på en taxa fra Vejle. Foto: Colourbox

Det er en god idé, at have pengene klar, når man tager en taxatur helt fra Vejle til Randers. 

Det lærte en 19-årig mand fra Randers på den hårde måde i nat. Da taxaen nåede frem til Tebbestrupvej i Randers, viste taxametret beløbet 3500 kroner. 

Den pris kunne den 19-årige ikke betale og gjorde sig dermed skyldig i bedrageri.

Læs også Rasende kvinder føler sig snydt og bedraget til Ladies Night

- Han har erkendt, at han var klar over, at hans betalingskort var spærret, da han steg ind i taxaen, men han håbede, at nogle af hans bekendte ville betale, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Den 19-årige bad taxachaufføren køre rundt til forskellige adresser i Randers, men på ingen af adresserne lykkedes det ham at få fat i nogle han kendte, som kunne betale. 

Til sidst mistede chaufføren tålmodigheden og ringede derfor til politiet, som rykkede ud til stedet.

Læs også Black Army i Aarhus har lagt rygmærkerne og opløst sig selv

Den unge mand erkendte bedrageriet til betjentene og blev sigtet på stedet. 

- Det er noget, vi ser med alvor på. Han burde være klar over, at der er nogle konsekvenser ved ikke at kunne betale for sin taxa. Det har jo også konsekvenser for taxachaufføren, at han ikke kan få sine penge, siger Jakob Christiansen.