Teenagepige fortsat i livsfare – lastbilchauffør sigtet i sagen

En lastbilchauffør er onsdag eftermiddag blevet sigtet for at køre overfor rødt i forbindelse med sammenstødet tirsdag aften, hvor en 16-årig pige fik kraniebrud

16-årig ung kvinde er fortsat i livsfare – en lastbilchauffør sigtet for at køre overfor rødt. Foto: Local Eyes

Den 16-årige pige, der tirsdag aften fik kraniebrud ved et voldsom trafikuheld i Aarhus, er fortsat i livsfare, oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi har sigtet en lastbilchauffør for at køre overfor rødt i forbindelse med trafikuheldet.

Janni Lundager, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi

Fire personer var involveret i trafikulykken, hvor en varebil og en personbil kørte ind i hinanden i krydset ved Ravnsbjergvej og Skanderborgvej i Aarhus-forstaden Viby. Årsagen måtte dog ifølge Østjyllands Politi skyldes, at en tredjepart var kørt overfor rødt. Onsdag eftermiddag er en person blevet sigtet. 

Læs også Teenagepige får kraniebrud i voldsom trafikulykke

- Vores undersøgelser på stedet har gjort, at vi har sigtet en lastbilchauffør for at køre overfor rødt i forbindelse med trafikuheldet, oplyser kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager.

Det var et voldsomt sammenstød tirsdag aften, hvor teenagepigen fik kraniebrud.  Foto: Local Eyes

Sigtelsen afhænger af pigens tilstand

Lastbilchaufføren er blevet afhørt, men hvad der videre kommer til at ske i sagen afhænger af pigens tilstand.

- Lastbilchaufføren har kørt overfor rødt, og det er han sigtet for. Hvad sigtelsen helt præcist kommer til at lyde på afhænger af pigen tilstand, siger Janni Lundager, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.

Læs også 16-årig pige i livsfare efter trafikuheld - politi søger vidner

Den 16-årige pige er fortsat indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby.