Teaterstykke: Til middag med masker på

Kendt instruktør tager hul på pinlige emner i ny forestilling på Aarhus Teater

03:24

1 af 2

Vi kender alle sammen det at sidde rundt om et bord til en familiemiddag, hvor både stort og småt bliver vendt over en portion god mad.

Det scenarie er udgangspunktet i den nye teaterforestilling 'Familien der kunne tale om alt', som snart bliver fremført på Aarhus Teater.

Ligesom titlen antyder, så er det særlige ved netop familien i stykket, at det bogstaveligt talt er alt der kan snakkes om lige fra seksuelle fantasier til CO2-kvoter og flæskesvær.

- Det bliver vildt! Der er nogle rimelig grænseoverskridende scener i, sådan som jeg har læst det i manuskriptet, siger skuespiller Lotte Andersen, som har en af hovedrollerne i stykket.

Kolde gys og kærlighed på Aarhus Teater

Der bliver ikke lagt fingre imellem i dialogerne, men på trods af pinlige emner, så kommer publikum ikke til at se skuespillerne rødme.

Skjult bag masker

Alle skuespillerne bærer nemlig masker. Store masker, som er karikaturer af dem selv. Kinderne er blevet større og øjnene er rykket længere fra hinanden på Lotte Andersens maske, som hun selv er godt tilfreds med.

Teaterstykket er instrueret af dramatikeren Christian Lollike, som er kendt for sine anderledes og til tider skæve tilgange til teater. Han tiltrak sig blandt andet opmærksomhed, da han opsatte en forestilling omkring angrebet på den norske ø Utøya, som blev begået af Anders Behring Breivik.

Christian Lollike håber, at teaterstykket får publikum til at reflektere over dem selv og deres eget familieliv:

- Jeg håber, at de har fået spejlet deres egen familie og fået lov til at få de onde grin frem af dem selv og deres familiemedlemmer, siger han.

Maskerne, som skuespillerne skal bære, er først lavet i ler, hvorefter der er blevet klistret stof med trælim på massen. Indeni er der en cykelhjelm, så den kan holdes fast på hovedet.

'Familien der kunne tale om alt' bliver fremført første gang den 19. februar på Aarhus Teater.

Du kan blandt andet se, hvordan maskerne er blevet til i tv-indslaget øverst i artiklen.