Teater på tur i små landsbyer: - Vi er hinandens gode selskab
Både publikum og skuespillere nyder godt af at komme ud til mindre lokalområder med store teaterforestillinger.
Randers Egnsteater har lige nu kæmpe succes med deres teaterforestilling ”Så længe jeg lever”, der tager ud i udkanten af kommunen – rundt omkring i forsamlingshusene.
I aften slog forestillingen så dørene op i Langkastrup Forsamlingshus, hvor der var stor begejstring og fuldt hus med flere end 100 tilskuere. Og det betyder meget for de lokale i Langkastrup, at teatret rykker ud af storbyen.
Læs også
- Det er jo fantastisk ide at se den opbakning, der er fra lokalsamfundet, og dem, der kommer her, for der er jo altid stuvende fuldt, og det er jo ikke alle, der ville tage herfra og ind til Randers, siger Ruth Damsgaard, der er tilskuer til aftenens forestilling.
Den glæde deler hun med andre af de lokale:
- Da vi så lige har teatret her på samme gade, som vi bor, hvor forsamlingshuset ligger, så er det jo fantastisk, at vi kan gå herhen og få den oplevelse, fortæller tilskuer Niels Erik Svendsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Men spørger man teaterlederen, så handler det ikke så meget om at tage forestillingen væk fra storbyen og ud til lokalområderne.
- Vi tager det ikke ud, for Langkastrup er også en del af Randers, så derfor ser vi det også som en hel naturlighed, at vi også er her en gang i mellem, og at vi fejrer, at Randers faktisk er en stor kommune, siger Peter Westphael til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Nostalgi i landsbyen
Forestillingen handler om to karakterer, John og Lone, der mødes på et psykiatrisk hospital, hvor de tror, at de er popstjerner. Med musik fra dansktoppen af John Mogensen og Lone Kellermann bringer forestillingen minder frem hos tilskuerne.
- Så længe vi lever, så kommer der jo noget nostalgi op i os. De gamle numre med John Mogensen og Lone Kellermann, det er jo fantastisk. Man har jo selv spillet dem mange gange, siger Niels Erik Svendsen.
Og det er lige netop den følelse af nostalgi, hovedrolleindehaveren også kan mærke blandt publikum, når hun er på de skrå brædder i lokalområderne.
- Med musikken og den her skæve, åndsvage fortælling, så har man siddet og været en tur tilbage til noget musik, man selv kan huske, og det må man rigtig gerne, siger Lone Rødbroe, der spiller Lone Kellermann i teaterforestillingen, siger Lone Rødbroe til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Derfor håber hun, at de lokale tilskuere har en lige så god aften som hende i forsamlingshuset.
- Forhåbentligt går de hjem med en fornemmelse af at have været i godt selskab, som man jo også er, når man er ude i de her forsamlingshuse. Så vi er i hinandens gode selskab i aften, siger hun.
Turplan for 'Så længe vi lever'
Mandag 4. marts Kulturhuset Langå
Tirsdag 5. marts Langkastrup Forsamlingshus
Onsdag 6. marts Nørbæk Forsamlingshus
Torsdag 7. marts Lem Forsamlingshus
Fredag 8. marts Udbyneder Forsamlingshus
Lørdag 9. marts Bjergby Forsamlingshus
Mandag 11. marts Sløjfen, Hadsten
Fredag 15. marts Værum Forsamlingshus
Lørdag 16. marts Enslev Forsamlingshus
Mandag 18. marts Hald Forsamlingshus
Tirsdag 19. marts Tånum Forsamlingshus
Mandag 25. marts Mellerup Forsamlingshus
Tirsdag 26. marts Vandborg Fælleshus
Onsdag 27. marts Lomborg Forsamlingshus
Torsdag 28. marts Gassum Kultur- og Aktivitetshus
Fredag 29. marts Lime Forsamlingshus
Søndag 31. marts Albæk Forsamlingshus
Kilde: Randers Egnsteater
Egnsteatret har så stor succes med at flytte deres forestillinger ud i andre dele af kommunen, at Kulturministeriet nu udlover i alt tre millioner kroner til teatret, så de kan løfte oplevelsen for publikum endnu mere.
- De er fantastisk dygtige til talentudvikling, mens de samtidig laver opsætninger, der rækker ud til nye befolkningsgrupper. Derfor skal de have et løft, så de kan lave endnu bedre teater til befolkningen, sagde kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.
Slutteligt kan teaterlederen melde om totalt udsolgt til alle forestillinger ude i landsbyerne - også for næste år.