Teater aflyser udsolgte forestillinger

En af hovedrollerne på forestillingen "Parasitterne" har brækket benet. Derfor har Aarhus Teater aflyst flere udsolgte forestillinger.

"Parasitterne" er ifølge Aarhus Teater en grovkornet og raffineret satire over den menneskelige snylter. Foto: Anna Marin, Aarhus Teater

Der var lagt op til en festaften med en udsolgt sal, da Aarhus Teater fredag aften skulle have haft premiere på forestillingen ”Parasitterne”. Men sådan skulle det desværre ikke gå.

Efter den sidste forpremiere torsdag aften, gled en af hovedrolleindehaverne Hanne Windfeld på vej ud til sin bil og brækkede benet.

Det er svært at finde en, der lige kan træde til i dag eller i morgen, så det vil tage lidt tid.

Morten Daugbjerg, kommunikationschef, Aarhus Teater

- Det er så uheldigt og virkelig synd for hende. Hun var fremragende i rollen som Miss Olson og havde glædet sig til at spille, siger kommunikationschef på Aarhus Teater, Morten Daugbjerg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Flere forestillinger aflyst

Uheldet betyder, at teatret aflyser forestillingerne de kommende dage, indtil de har fundet en afløser. Normalt har Aarhus Teater dubleanter, der kan træde til på forestillinger på den store scene. Men ”Parasitterne” skulle spilles på den næststørste scene, Scala, og her bruger man ikke dubleanter.

Også Bodil Jørgensen spiller med i "Parasitterne" på Aarhus Teater. Foto: Anna Marin, Aarhus Teater

Nu er Aarhus Teater så på jagt efter en ny, der kan træde til i rollen som Miss Olson i stedet for Hanne Windfeld. Rollen er en af de tre kvindelige hovedroller og kræver en skuespiller på omkring 50 år.

Det er utroligt ærgerligt for dem, der har købt billet. Men vi kan garantere, at der er plads til alle, der vil se den på et senere tidspunkt.

Morten Daugbjerg, kommunikationschef, Aarhus Teater

Derudover skal der også laves indstuderingsprøver, før hun kan indtræde. Det betyder også, at vi bliver nødt til at aflyse de næste par dages forestillinger, siger Morten Daugbjerg.

03:30

VIDEO: I går kunne vi fortælle, at Aarhus Teater er blevet kåret som Danmarks første demensteater. I videoen her kan du høre, hvordan de kan hjælpe mennesker med demens, hvis de gerne vil i teatret.

Luk video

Refunderer billetter

Salens 270 pladser var udsolgte både til premieren og til forestillingen lørdag aften. Dem, der allerede havde købt billet, får tilbudt en ny billet eller får refunderet pengene.

- Det er utroligt ærgerligt for dem, der har købt billet. Men vi kan garantere, at der er plads til alle, der vil se den på et senere tidspunkt, siger Morten Daugbjerg.

Læs også Tiger fra østjysk dyrepark dræber sjælden tiger i London Zoo

Efter planen kører forestillingen til 13. marts.