Team Tvilling forener fællesskab og motion
Hver søndag samler Team Tvilling handicappede og løbere i Aarhus. Østjylland Indefra har besøgt Team Tvilling
Hver søndag mødes handicappede og løbere, der tilsammen udgør Team Tvilling i Aarhus, for at dyrke motion sammen.
Sådan har det været i nu ét år. Og flere og flere deltager.
Nadja Højgaard Nielsen, der er en af tovholderne, sætter ord på betydningen af samværet:
- Jeg synes, at der helt naturligt er skabt et stærkt fællesskab og venskaber i Team Tvilling, så på den måde er vi nærmest blevet en lille familie. Det er virkelig hyggeligt at komme og træne hver søndag, siger hun.
Læs også
Lisbeth Stenfeldt, der er handicappet, er helt enig.
- Vi mødes og har et fællesskab. Vi er sammen med andre, siger hun.
Det er forskelligt fra søndag til søndag, hvordan handicappede og løbere bliver sat sammen.
- Jeg har det altid fint med de løbere, jeg er sammen med, siger Lisbeth Stenfeldt.
I dag skal hun ud på ruten sammen med Henrik Sørud.
- Det er en fornøjelse at være med, siger han.
- Det er ikke så meget kilometerne og minutterne, jeg kommer efter. Du kan kalde det en form for mental sundhed. Man bliver i godt humør. Man bliver glad i låget af at være sammen med de her mennesker, tilføjer Henrik Sørud.
Lisbeth Stenfeldt fortæller, hvordan træningerne har gjort hende mere tryg i hverdagen.
Nu er hun ikke længere bange for at køre på stejle bakker.
- Efter jeg er begyndt at komme her, og jeg stoler på dem, har det givet meget større tryghed, siger hun.
Læs også
Team Tvilling tager udgangspunkt i tvillingerne Steen og Peder Mondrup, der blev verdenskendte i sommeren 2014, hvor de gennemførte Copenhagen Ironman.
Begge er født for tidligt, men Peder Mondrup blev også født som spastiker og har siddet i kørestol hele livet. Steen Mondrup har derimod fuld førlighed og har altid dyrket sport.
Sammen var de det første hold, der gennemførte et ironman ved hjælp af en specialdesignet løbevogn.
I videoen øverst i artiklen kan du se en reportage om Team Tvilling.