Taxichauffører på skolebænken

Det skal være slut med morgensure chauffører og beskidte taxier, mener TaxaMotor i Århus.

Et nyt taxacertifikat skal rydde op i branchen og sikre kunderne en bedre service, lige fra der ringes til centralen, og til kunden sættes af med et smil og en venlig hilsen fra chaufføren.

TaxaMotor i Århus har som de første i Danmark valgt at sende sine chauffører på skolebænken for at leve op til kravene i det nye taxacertifikat. I alt er 150 chauffører og 50 vogne fra TaxaMotor udpeget til at skulle kvalificere sig til det nye kvalitetsstempel.

Tanken er på sigt at udvide den frivillige ordning til også at omfatte øvrige taxaselskaber landet over. Det er kursusvirksomheden NB Gruppen i Århus, der står bag certifikatuddannelse, og firmaet har ansvaret for at kontrollere de certificerede taxavogne og chauffører via stikprøvekontrol.

Hvis en vogn eller dens chauffør ikke lever op til kvalitetskravene, bliver certifikatet inddraget omgående. /ritzau/