Taxichauffører er alt for trætte

Ifølge deres egen fore­ning kører chaufførerne ofte 16 timer i træk.

Taxichauffører i Østjylland sidder ofte så længe bag rattet, at det svarer til, at de kører spritkørsel. Det skriver metroXpress.

Ifølge Jens Lauersen, der er næstformand i Taxichaufførernes landsklub og chauffør i Randers, er vagter på helt op til 16 timer langtfra unormale.

- Det er blevet sådan i den seneste tid, fordi der mangler chauffører til de sene vagter, og fordi folk gerne vil tjene lidt ekstra. Vi får jo løn efter, hvor langt vi kører, så det er meget tillokkende at blive på vejen, selv om man er træt, siger han.

René la Cour Sell, direktør i Rådet for større færdselssikkerhed, er chokeret over chaufførernes lange vagter.

- Der er lavet undersøgelser, der viser, at reaktionsevnen allerede efter syv timer er nedsat lige så meget, som hvis man har drukket, så det er fuldstændig urimeligt, at de bare kan køre så længe, siger han til metroXpress.