Tasketyve truede med kniv

To tyve på en knallert truede århusiansk kvinde til at aflevere en taske med en bærbar pc.

To mænd truede sidst på eftermiddagen i går en århusiansk kvinde til at aflevere en taske med en bærbar pc.

Kvinden kom cyklende ad Rymarken i Hasle, da de to mænd fra deres knallert greb fat om tasken, der var placeret på bagagebæreren. Hanken på tasken var imidlertid viklet omkring sadlen, og det lykkedes derfor ikke mændene at trække den fri.

De to mænd opgav dog ikke deres forehavende. De standsede i stedet knallerten og truede med at stikke kvinden med en kniv, hvis hun ikke afleverede tasken.

Da de havde fået tasken udleveret, gassede de op og kørte væk.

Ifølge Århus Politi har de to mænd et mellemøstligt udseende. De er begge mellem 16 og 18 år gamle, og den ene har sort hår med lyse totter.