Tasketyv med stikkende øjne
Politiet efterlyser gerningsmanden
18. okt 2014, kl. 22:06
Mere end 30 dage gammel
Østjyllands Politi efterlyser en cirka 35-årig mand efter et tasketyveri på åben gade i Randers Midtby.
En 30-årig kvinde, der fredag kom gående ad Adelgade, blev ud for nr. 17 kontaktet af en knallertkører, som standsede ved siden af kvinden og henvendte sig til hende.
Ifølge politiet rev manden kort efter tasken ud af hånden på kvinden, hvorefter han kørte fra stedet ad Adelgade mod syd. Tasken indeholdt en mobiltelefon og en pung.
Kvinden beskriver gerningsmanden som en cirka 35-årig mand med stikkende øjne. Derudover har politiet ikke yderligere oplysninger om mandens udseende.