Task force skal forhindre brande

Østjyllands politi har oprettet en specialgruppe, som skal opklare, hvem der står bag de mange påsatte brande i Gellerup.

Fem påsatte brande på to uger. Århusforstaden Gellerup har været hårdt plaget på det sidste, og nu gør politiet en ekstra indsats for at finde gerningsmændene og forhindre nye brande i området.

- Vi har nedsat en task force, der skal opklare brandene, siger vicepolitiinspektør Jørgen Munk til JP Århus.

Det er både betjente fra politigården i midtbyen og fra nærpolitiet i Gellerup, som er med i den nye gruppe.

- Vi kender de unge langt bedre end dem inde fra stationen. Vi ved, hvem der er slynglerne, siger leder af lokalpolitiet i Gellerup, Jens Esbensen.