Tanya lå syg, da roomie ringede: - Vi er evakueret

23-årige Tanya Celine Caspersen lå syg på værelset i sit kollektiv, da hun fik et foruroligende opkald af sin roomie: - Bygningen er evakueret. Du skal komme ned.

Tanya Caspersen lå syg i sin lejlighed, da hun fik en opringning fra sin roommate om, at bygningen var evakueret og hun skulle skynde sig ud.

På 4. sal på Vestergade 69 i det centrale Aarhus bor 11 unge mennesker sammen i et kollektiv. Det vil sige efter i dag er de på ubestemt tid indkvarteret på hotel, fordi den bygning deres kollektiv ligger i, er i fare for at styrte sammen. 

Tanya Celine Caspersen lå syg hjemme i kollektivet, da hendes roomate ringede til hende med den foruroligende besked. 

Læs også Etageejendom evakueret: Lejligheder kan styrte ned

- Hun siger, at hun står på gaden nedenfor og var på vej hjem men ikke må gå ind. Politi og brandvæsen siger til hende, at hun skal sige til mig, at vi er evakueret og skal skynde os ud, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Ulv slog Malenes får ihjel: Bekymret for sin lille dreng

Uden at tænke over at få nogle ting med ud af lejligheden skynder Tanya Celine Caspersen og de tre andre, som var hjemme i lejligheden, sig ud. 

- Jeg fik et chok og hjertebanken. Det virker meget voldsomt med politi og brandvæsen og alle mulige folk, som hurtigt kom på pletten. Vi har været bange. 

Byggeplads skyld i revner

Årsagen til evakueringen er kommet snigende ind i kollektivets vægge, mure og lofter den seneste uge. Bygningen slår revner, som dag for dag har vokset sig større og større. 

Ejendommen ligger på Vestergade nær krydset med Vester Alle. Det er umiddelbart bag ved det tidligere hovedbibliotek, hvor der i dag er byggeplads.

Med stor sandsynlighed skyldes det en byggeplads, som ligger udmiddelbart bag ved den fire etager høje ejendom. 

Loftet er begyndt at bule, der falder puds ned, og døre kan ikke længere lukkes, fordi bygningen har givet sig. Flere gange den seneste uge har kommunen været der for at kigge på revnerne, men umiddelbart inden evakueringen onsdag virkede de anderledes.  

- De bankede på, kiggede, virkede lidt bekymrede, men gik igen, så jeg tænkte, de havde styr på det, fortæller Tanya Celine Caspersen. Men kun 20 minutter senere ringer hendes roomie og fortæller, at de er evakueret.  

- Det var et chok, og jeg var da glad for, at jeg ikke lå og sov, hvilket jeg ligeså godt kunne have gjort på min sygedag. 

En del af Vestergade er fuldstændig spærret for trafik på grund af fare for at ejendommen Vestergade 69 vil styrte sammen. Foto: Local Eyes

25 meter høj gavl

Østjyllands Brandvæsen var sammen med Østjyllands Politi, Aarhus Kommune og entreprenøren fra byggeriet til stede under evakueringen. 

- Vi har spærret 100 meter af Vestergade af for både fodgængere, cyklister og biler på grund af nedstyrtningsfaren, fortæller indsatsleder Johnny Damgaard til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Der står en 25 meter høj gavl og skulle den falde, er det usikkert at opholde sig i området, lyder det. 

Udover Tanya Celine Caspersens kollektiv bor der 17 andre personer i den evakuerede ejendom. I stueetagen ligger en bar og en cafe, som også er evakueret. 

- Ingen må gå ind i bygningen nu. Vi har fået et hotel, vi kan være på indtil efter weekenden og måske længere, fortæller Tanya Celine Caspersen. 

00:31

Video: Se den evakuerede bygning, som den så ud, da politiet onsdag eftermiddag var i gang med afspærringen.  Video: Local Eyes

Luk video

Fik intet med ud 

Hun håber, at bygningen kan reddes, for hun vil ikke miste alle sine ting og heller ikke det kollektiv, hun bor i og er glad for. 

- Vi står uden vores ting, uden medicin, uden skoleting, kontaktlinser og alle de af vores ting, der har affektionsværdi, fortæller Tanya Celine Caspersen. 

- Vi har et rigtig godt kollektivt, så vi håber det kommet til at løse sig.

Torsdag ankommer flere byggesagkyndige til bygningen på Vestergade for at vurdere, hvad der skal til for, at ejendommen igen bliver sikker at bo i.