Tankrøver fanget
Politiet mistænker 32-årig mand for at stå bag to røverier
En 32-årig mand fra Aarhus blev torsdag kl. 14.50 anholdt på sin bopæl, i dag bliver han fremstillet i grundlovsforhør mistænkt for at stå bag to røverier mod Statoil i Højbjerg, det oplyser Østjyllands Politi.
Det første røveri skete d. 13. juli kl. 22.32, hvor han med kniv truede sig til at få udleveret kontanter samt 15 pakker cigaretter.
Cirka to uger senere d. 28. juli begik han igen røveri mod den samme tank, her truede han personalet til at udlevere 15 kartoner cigaretter og samtidig blev de også truet på livet med følgende ord:
- Jeg flår hovederne af jer, hvis i går til politiet.
Derfor er den 32-årige mand både sigtet for røveri og vidnetrusler.
Det var ud fra videoovervågning og vidneforklaringer, at Østjyllands Politi torsdag kunne anholde manden på hans bopæl i det vestlige Aarhus.