Tank elbilen på færgen
Mols-Linien tilbyder opladning af elbiler
Til foråret får alle, der har en elbil, mulighed for at få opladet bilen før, under eller efter færgeafgangen, hvis man skal med Mols-Liniens færge mellem Aarhus og Odden.
Mols-Linien har nemlig indgået en aftale med elbiloperatøren Clever om at opstille hurtiglade-stationer på færgelejet i henholdsvis Aarhus og Odden.
Hurtigopladningen betyder, at elbilerne på 20-30 minutter kan oplades til 80 procent.
Mols-Linien tilbyder desuden gratis opladning om bord til elbilister, der rejser på Business BlueClass.
- Med vores moderne hurtigfærger sikrer vi en hurtig, effektiv og behagelig genvej mellem Sjælland og Jylland. Det benytter ca. 1 mio. personbiler sig af årligt, derfor er vi også glade for de to nye hurtiglade-stationer fra Clever og for de nye lademuligheder om bord. De gør det endnu mere attraktivt for elbilister at skyde genvej mellem de to landsdele og potentielt spare to opladninger på turen, siger Mikkel Hybel, marketingchef i Mols-Linien.
Clevers to multi hurtiglade-stationer på de to færgelejer forventes at være i drift i april, mens Mols-Liniens ladebokse om bord forventes at være til rådighed i begyndelsen af marts.