Tandplejer-studerende i chok: - Der er sorte tænder hele vejen rundt

Tre tandplejer-studerende fra Aarhus er på Filippinerne for at hjælpe og lære børnene om tandhygiejne, men de havde ikke regnet med, at det stod så slemt til

De filippinske børn har huller i næsten alle mælketænderne, har de tre aarhusianske studerende erfaret.

For knap en måned siden drog tre tandplejerstuderende afsted til Filippinerne - bevæbnet med intet mindre end 45 kilo tandbørster, tandpasta og andet tandhygiejne i kufferterne.

De unge østjyder er klar til at lære og hjælpe de filippinske børn om tandhygiejne. De er dog blevet overrasket over, hvor slemt det egentlig står til.

Læs også Kufferten pakket med 1.257 tandbørster

- De har huller i næsten alle mælketænderne. Det kom bag på os. Der er sorte tænder hele vejen rundt. Vi havde forventet, at det så slemt ud, men vi er meget forbavsede over, at det er så slemt, fortæller den ene af de tre piger på Filippinerne, Frederikke Messmann, til TV2 ØSTJYLLAND.

Pigerne har tjekket rigtig mange børns tænder, siden de kom til Filippinerne i slutningen af november. Børnene kommer ind til dem, og så registrerer de, hvor mange huller hvert barn har. 

Skræmmer ikke pigerne

På de to første dage behandlede de intet mindre end 400 skolebørn, og efterfølgende er det blevet til mange flere. 

- Det er en meget ambivalent følelse. Det er dejligt at kunne hjælpe, men det gør samtidig ondt i hjertet at se, at det står så slemt til, siger Frederikke Messmann.

De er meget fattige på Filippinerne i forhold til i Danmark, fortæller Frederikke Messmann. På billedet er Frederikke igang med at registrere, hvor mange tænder pigen har. Den ældre pige er nød til at holde en lampe og lyse for dem, da de befinder sig i et EDB-rum på skolen. Meget af deres arbejde foregår nemlig lidt alternativt i forhold til i Danmark. 

Det har dog ikke skræmt pigerne og fået dem til at opgive det velgørende projekt.

- Der var mange ting, som var uvisse, før vi tog afsted. Vi har taget tingene en dag ad gangen, og har fået en masse oplevelser, som vi kan tage med hjem, siger Frederikke Messmann.

Det har derfor blot givet dem endnu mere blod på tanden.

- Vi overvejer at tage tilbage hertil til sommer, og vi vil helt klart anbefale det til andre studerende at gøre det samme. Man lærer en masse, og samtidig er der et stort behov for os, siger Frederikke Messmann.

Her er en af de andre piger fra Aarhus i gang med at undervise børnene i tandhygiejne. De har delt dem børnene op i mindre grupper, hvor de har fælles tandbørstning for at lære, hvordan man gør - Børnene er meget motiverede, lyder det fra Frederikke Messmann. 

Oplevelserne skal styrke de studerende 

Før pigerne tog afsted snakkede TV2 ØSTJYLLAND med tandplejeskolen i Aarhus, hvor pigerne normalt studerer. Og her var opfattelsen også, at oplevelsen blot ville gøre pigerne stærkere.  

-  Jeg tror, at det er lige der, hvor de tænker, hold da op, der er godt nok brug for mig i den her verden, forklarede tandplejer på tandplejeskolen i Aarhus, Jensa Ottosdottir til TV2 ØSTJYLLAND.

Og hun fik ifølge pigerne ret.

Ifølge Frederikke Messmann har turen været alle pengene værd. Rejsen har kostet 15.000 i egenbetaling, men det har givet dem meget ballast, som de vil kunne bruge fremadrettet. 

Jul i Danmark 

Inden pigerne vender snuden mod Danmark, mangler de stadigvæk at dele lidt flere tandbørster ud. De skal blandt andet hjælpe gadebørnene og nogle High School-elever.

- Vi har stadig et bare hundrede tandbørster tilbage, som vi skal have delt ud, lyder det fra Frederikke Messmann. 

Her ses et af lokalerne, som pigerne bruger, når pigerne behandler børnene. I stedet for avancerede stole, som vi kender i Danmark, så foregår behandlingen på brikse af plastik. 

 Bagefter ser de dog også frem til at vende hjem for en stund.

- Vi får ris til alle måltider herude, så det bliver da dejligt at komme hjem til andesteg, brun sovs og kartofter. Og så bliver det selvfølgelig også dejligt at komme hjem til familiehygge, siger Frederikke Messmann.

Det har ikke kun været arbejde undervejs. I weekenderne har pigerne kunne tage på ture og opleve Filippinerne. 

De tre veninder er færdiguddannede i sommeren 2019. 

Vi mødte to af pigerne før afrejsen. Se indslaget nedenfor:

02:14

VIDEO: Se indslaget fra før pigerne drog mod Filippinerne. 

Luk video