Taknemmelige arrangører: Medvind på alle cykelstier
Folkene bag åbningen af Aarhus 2017 er mere end almindeligt godt tilfredse med forløbet
Der var estimeret 50-60.000 mennesker på gaden før åbningen af Aarhus 2017, men da festlighederne først gik i gang, blev det vurderet, at der var dukket cirka 70.000 mennesker op.
Og på en januar-aften hvor der ikke var ret mange skyer, ikke var for koldt og politiet ikke rigtig havde noget at lave blev åbningen af Aarhus som kulturhovedstad 2017 en succes for både arrangører, medvirkende og tilskuere.
- Jeg er lykkelig, glad og taknemmelig. Det har været fantastiske reaktioner, som går lige ind i hjertet på os, der har knoklet med det de sidste mange år. Det er en proces, der har været i gang siden 2008, så for os i sekretariatet er det kulminationen på mange års hårdt arbejde, og der var medvind på alle cykelstier, siger pressechef Peter Vestergaard fra Fonden Aarhus 2017.
Læs også
Åbningen blev også godt modtaget på gaden, og pressechefen ved godt, at det på den ene side er en fremragende start, men på den anden side også stiller krav.
- Vi er ydmyge og taknemmelige, for vi er helt opmærksomme på, at det kun er starten. I virkeligheden øger det måske forventningerne til resten af året, at vi fik så god en åbning. Men hårdt arbejde og gode oplevelser venter forude, siger Peter Vestergaard.
Læs også
Hvordan kan den almindelige østjyder de næste mange måder mærke, at Aarhus er europæisk kulturhovedstad?
- Det kan de via alle de aktiviteter, der er løbende. Vi har et meget omfattende program med mere end 450 arrangementer, store som små. Arrangementer, der vil samle hundredetusinde mennesker, og arrangementer i langt mindre skala. Mere end halvdelen af programmet er gratis, så alle har en mulighed for at være aktivt med i kulturåret, siger pressechefen.