Tak for hjælpen!
Skolepatruljer hyldes med en fest
Godt 800 østjyske skolepatruljer hyldes i denne uge for deres indsats for at gøre skolevejen så tryg som muligt for andre børn og unge.
Efter i et år at have hjulpet skolekammerater over vejen, samles patruljerne på fredag i Tivoli Friheden i Aarhus til årets store skolepatruljefest.
De godt 800 skolepatruljer kommer fra offentlige og private skoler i Aarhus, Samsø og Odder kommuner.
- Skolepatruljerne yder en fantastisk flot indsats året igennem. Selv på de kolde og regnvåde morgener står de tidligt op og skaber tryghed omkring skolerne, så andre elever trygt kan cykle eller gå i skole. Det aftvinger respekt. De er rollemodeller i traditionsrigt og positivt fællesskaber, og de fortjener en kæmpestor tak for deres indsats, siger rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), i en pressemeddelelse.
Under turen i Tivoli Friheden siger Østjyllands Politi tak til skolepatruljerne. De unge får alle tildelt et turbånd, som gælder til forlystelserne resten af dagen.