Taget for tyveri: Gav god vens cpr-nummer
En 26-årig tyv forsøgte at tørre sin ugerning af på en kammerat
En 26-årig butikstyv trodsede alt, hvad der hedder god stil, da han i går blev taget for tyveri i SuperBrugsen på Vesterbro Torv i Aarhus.
Han forsøgte at få råd til noget hash, så han stjal en kasse sodavand, som han så ville indkassere panten på med det samme, men en vagt lugtede lunten og tilbageholdt den 26-årige.
Læs også
Den 26-årige mand blev derefter bedt om at oplyse sit cpr-nummer.
- Men vagten har en mistanke om, at det ikke er det rigtige cpr-nummer, han får, så han ringer til politiet. Vi kan se, at det cpr-nummer, der er blevet oplyst, tilhører en person, som vi kender i forvejen, og som har en speciel tatovering. Den var butikstyven ikke udstyret med, så det var altså ikke det rigtige cpr-nummer, han havde givet, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Cpr-nummeret tilhørte i stedet en god ven af den 26-årige, som han forsøgte at fedte sit tyveri af på.
Læs også
Den 26-årige forklarede sig med, at hans ven i forvejen havde et par pletter på straffeattesten, så det ikke ville gøre den store forskel. Det er nok tvivlsomt, om hans ven vil være enig i den udlægning.
Tyven, den rigtige af dem, blev sigtet for tyveri og for at opgive falsk navn.