Tager ny tur i træner-karrusel
Den fyrede Randers FC-træner Ove Christensen fortsætter karrieren i Viborg FF
Ove Christensen blev onsdag præsenteret som ny træner i Viborg FF. Dermed tager han hul på sin tredje periode i klubben, som han senest arbejdede for i 2006.
Christensen har siden da trænet Vejle, Randers og Hjørring og får nu til opgave at etablere Viborg i toppen af 1. division. Det vil dog kræve forstærkninger, siger han til Viborg Stifts Folkeblad.
- Der er i forvejen en lang række dygtige spillere i klubben - det skal man ikke glemme. Men vi skal som sagt have nogle flere til, og det skal nok komme, siger han til avisen.
Ove Christensen overtog cheftræner-posten i Randers FC i slutningen af 2009. I sin første sæson reddede han sensationelt holdet fra en truende nedrykning, men blev dog året efter fyret efter en række dårlige resultater.