Tager forsinkelse med ro

Kollision har givet travlhed på havnen i Grenaa, men passagererne er rolige trods forsinkelser

01:57

1 af 2

Passagerfærgen Stena Jutlandica og tankskibet Ternvind kolliderede natten til søndag nær Göteborg, og det har givet ændringer i mange danskeres rejseplaner.

Mange passagerer skulle have været med Frederikshavn-Göteborg-ruten, men flere er nu blevet ombooket til Grenaa-Varbjerg-ruten.

Det har givet ekstra travlhed på havnen.

- Der er nok at se til, siger Annagrethe Poulsen, der er daglig leder hos Stena Line Denmark i Grenaa.

Men på trods af, at ændringen har givet forsinkelser for flere danskere, så tager de fleste det med godt humør.

- Umiddelbart mangler vi jo en halv dag oppe i Sverige, hvor der var lidt godt vejr, men vi tager det, som det kommer, siger Danny Lai Laursen, der er maskiningeniør fra Aarhus, der understreger, at de holder humøret højt.

Og det er også oplevelsen hos Stena Line.

- Dem vi har haft kontakt med har overvejende været positive, og det er jo selvfølgelig kedeligt, at de bliver forsinkede, men der er jo ikke noget at gøre ved det i sådan en situation, siger Annagrethe Poulsen.

Se mere i indslaget øverst i artiklen.