Erfaren håndbold-keeper tager et år mere

Jan Nielsen bliver i Århus Håndbold

Foto: Ole Nielsen

Jan Nielsen og Århus Håndbold har forlænget samarbejdet, så det også gælder for næste sæson. Den 41-årige veteran har spillet i klubben siden 2009, og han fortsætter nu mindst én sæson mere.

Og selv om alderen er ved at være fremskreden, er der ikke noget, der tyder på, at Jan Nielsen har tænkt sig at sænke ambitionerne i fremtiden.

- Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal stoppe. Bare fordi min dåbsattest er lidt ældre og gul, eller fordi nogen måske mener, jeg er for gammel, så stopper jeg ikke, så længe jeg synes det er sjovt. Jeg har altid været ligeglad med, hvad andre mener, og det er jeg stadigvæk. Så længe jeg har opbakning hjemmefra og fra mine partnere i de firmaer, jeg er partner i, så længe fortsætter jeg, siger Jan Nielsen i en pressemeddelelse.

Århus Håndbold er begejstret for, at klubben har været i stand til at sikre deres foretrukne målvogter i mindst ét år endnu. Klubbens træner, Erik Veje Rasmussen, roser den rutinerede målmands evne til at udvise aggressivitet på banen og omsorg i omklædningsrummet.

- Jan er en af de få spillere, som formår at kombinere det vanvid og den aggressivitet, der skal til for at stå på mål på eliteniveau. Samtidig formår han at være en form for hyggeonkel på holdet, hvor han bidrager en masse til det sociale. Han har en evne til at være opmærksom på situationer og spillere på holdet, som har brug for opmærksomhed, siger Erik Veje Rasmussen.