Tagdækkerfirma dømt
Familiefar invalideret ved faldulykke
Tag DK fra Langå fik i går en bøde på 40.000 kroner, efter at en polsk familiefar for 17 måneder siden blev invalideret ved en faldulykke.
Den nu 41-årige Miroslaw Drabowski er i dag stærkt invalideret. Han har ikke noget brugbart sprog, han kan kun dårligt bevæge sine arme og ben, og når han skal på toilettet, skal han skiftevis løftes og støttes hele vejen.
- Det kan ske for enhver og alle steder, men det er meget beklageligt, at det skete for ham, siger direktør for Tag DK, Søren Aadal Krog, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
13 påbud alene i år
Firmaet har i år fået 13 påbud fra arbejdstilsynet om, at sikkerheden manglede. 7 af de sager er i Østjylland, og 3 af dem var på samme byggeplads.
Søren Aadal mener, at de polske håndværkere har et andet forhold til sikkerhed end vi har, og at de derfor selv bærer en del af skylden.
- Jeg skubber ikke ansvaret fra mig. Arbejdsmiljøcenteret har selv udtalt, at vi gør mere for sikkerheden end andre firmaer, de har besøgt. Der skal være fokus på sikkerheden, og det skal der også være her, siger Søren Aadal Krog.
Miroslaw Drabowski passes hjemme i Polen af sin kone.