Tag film med fra Aqua

Med ny teknologi kan man hente film med hjem på mobiltelefonen, når man besøger ferskvandscentret Aqua i Silkeborg.

Under overskriften "Se, lyt og lær" tager Aqua snart et helt nyt formidlings redskab i brug.

Man kan nemlig nu bruge sin mobiltelefon til at få vist og fortalt om nogle af de dyr, man kan opleve i Aqua. Det fungerer på den måde, at man, hvis ens mobiltelefon har Bluetooth, kan hente film direkte til mobilen.

Aqua skriver i en pressemeddelelse, at man håber, at især de 14-18 årige bliver glade for tiltaget. Netop den aldersgruppe er ifølge Aqua ikke udpræget begejstret for ferskvandsdyr.

Det håber centret at få gjort noget ved gennem en mere indbydende præsentation af dyrene.

"Se, lyt og lær"-konceptet starter fredag.