Tag er faldet ned: Gade spærret af i Aarhus

Dele af et tag er faldet ned fra en bygning i Guldsmedgade i Aarhus på grund af blæsten. Området er nu afspærret.

00:33

VIDEO: Politiet og brandvæsenet har afspærret området, hvilket påvirker trafikken. Video: Local Eyes

Et tag i Guldsmedgade i midten af Aarhus er faldet ned på grund af den voldsomme blæst fredag.

- Der er ingen tvivl om, at det skyldes blæsten. Det er noget ældre tag, der er faldet ned, fortæller indsatsleder hos Aarhus Brandvæsen Morten Holm.

Læs også Voldsom blæst: Pas på flyvende genstande og væltede træer

- Vi fik en anmeldelse om, at et tag er faldet ned fra en bygning i Guldsmedgade 12.41, fortæller pressemedarbejder Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Påvirker trafikken

Det drejer sig om bygningen på adressen Guldsmedgade nr. 19, hvor blandt andet forretningen Yogo ligger.

Derfor har politiet og brandvæsenet afspærret området, hvilket også påvirker trafikken. 

- Vi har fået assistance fra brandvæsenet, og der er nu blevet spærret af rundt om bygningen, fortæller Jakob Christiansen. 

Det løse tag skal nu fjernes. Aarhus Brandvæsen har sat et følgeskadeservicefirma på opgaven.

Ifølge Aarhus Brandvæsen kan det tage alt fra en til fire timer. 

Guldsmedgade var spærret efter uheldet.