Tag en flyvetur over motorvejen

Tag en flyvetur over den kommende motorvej gennem Silkeborg - seks år før bilisterne bliver sluppet løs.

Om seks år kan de første biler formentlig slippes ud på den nylagte asfalt på den kommende motorvej gennem Silkeborg.

Det står fast, efter at regeringen har skrottet planerne om en motorvej gennem Gudenådalen og i stedet besluttet at føre vejen gennem den nordøstlige del af Silkeborg.

For utålmodige sjæle er det dog allerede nu muligt at bese de mange broer, frakørsler og sammenfletninger, der i de kommende år skal anlægges i Silkeborg-området. Vejdirektoratet har lavet en visualisering af den kommende motorvej, sådan som man forestiller sig, at den kommer til at se ud fra henholdsvis cirka 20 og 200 meters højde.

For de nærmeste naboer er det næppe nogen nydelse at se, hvordan motorvejen pløjer sig igennem landskabet på den anden side af baghavens hæk. Til gengæld kan alle andre trygt læne sig tilbage og nyde flyveturen over fremtidens Silkeborg.

Du kan se videoen ved at klikke på tv-ikonet øverst til højre på denne side.