Tæt på udsolgt til Northside

Du skal være hurtigt, hvis du vil sikre dig en billet til årets Northsidefestival

Foto: Thorsten Iversen

Northside Festival forventer at melde udsolgt af både partout- og søndagsbilletter i løbet af den næste uge.

- Hvis salget fortsætter, som det gør nu, så har vi udsolgt inden for en uge, siger talsmand John Fogde til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det vil sige godt en uge, inden festivalen skydes i gang 12. juni.

Sidste år kunne Northside Festival melde udsolgt allerede midt i maj - altså en måned før festivalen, og interessen plejer at være størst omkring 1. maj.

Se: Lørdagsbilletter udsolgt

- Det havde vi forventet. Vi har ændret på vores billetstruktur således, at billetterne i år koster det samme, og det har altså ingen betydning, hvor tidligt, du køber dem, siger John Fogde.

- Det skyldes, at vi har været en forholdsvis ung festival, så vi har egentlig solgt billetterne for billigt, men nu er vi en etableret festival, og så sælger vi dem til fuld pris, fortsætter han.

Det begrænsede antal endagsbilletter, der var sat til salg, var væk allerede i midten af april.

Bliver de sidste billetter solgt i løbet af næste uge, er det tredje gang festivalen kan melde udsolgt, inden festivalen går i gang.

John Fogde kan ikke sige noget om, hvor mange billetter der helt præcist er tilbage.