Tændte bål i opgang

Mand undersøgt for røgforgiftning efter ukendte gerningsmænd i morges tændte ild udenfor hans lejlighed.

En mand måtte i morges en tur på skadestuen til tjek for røgforgiftning efter en påsat brand.

Manden lå og sov i sin lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand ved Århus, da ukendte gerningsmænd satte ild til en bunke reklamer udenfor hans dør.

Ilden fik efterfølgende fat i noget tøj inde i lejligheden.

En anden person, der kom hjem efter natarbejde, fik vækket beboeren, og sammen fik de to slukket ilden.

Beboeren er efterfølgende blevet udskrevet og har det godt, oplyser kriminalpolitiet til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Kriminalpolitiets teori er, at det er grove drengestreger.