Taekwondo-pige vandt EM-bronze
Risskov Taekwondo Klub er stolt af deres unge talent, som nu kan kalde sig bronzevinder
14-årige Amina Khouani fra Lystrup gjorde i weekenden noget, som ingen af hendes jævnalderende klubkammerater nogensinde har præsteret.
Til European Cadet Taekwondo Championships, Kadet EM i Taekwondo, i franske Strasbourg i weekenden sikrede hun sig et af de eftertragtede stykker metal.
Farven var bronze og betød, at hun tredjepladsen ved stævnet, hvor hun kæmpede mod lande som Bulgarien og Rusland. Sidstnævnte blev for meget for den unge aarhusianer.
Hos hendes klub Risskov Taekwondo Klub er der tydelig begejstring at spore. Klubbens ældre udøvere har tidligere vundet medaljer, men aldrig så en ung en udøver som Amina:
- Det er stort. Det er første gang, at en af de unge i klubben gør det her, siger Mickey Svendsen, som er formand for Risskov Taekwondo Klub og træner for Amina, til tv2oj.dk.
For at kunne gøre sig forhåbninger om at være med i medaljekampen, har Amina Khouani og hendes trænere arbejdet intenst. Hver eneste dag i ugen har de trænet de seneste to år.
Se også: Godt på vej mod VM 2015
En stor del af træningssessionerne har foregået sammen med klubbens senior-udøvere, og det er ifølge klubformanden en af ingredienserne til sejr.
- Vi har de bedste træningsmuligheder, hvor de unge får mulighed for sparring med seniorerne. De har nogle forbilleder at se op til, siger Mickey Svendsen.
European Cadet Taekwondo Championships blev afviklet i weekenden den 3. til 5. juli.