Tabuer på tapetet
Depression og angst plager mange, men det kan være vanskelige emner at tale om. Det vil man lave om på i Randers.
Psykiatrifonden anslår, at cirka 200.000 mennesker i Danmark har en depression og omkring 350.000 lider af angst.
Men den form for sygdom er stadig såkaldte tabuer. Det håber man at ændre på i Randers i næste uge, hvor Randers Kommune og Psykiatrifonden sammen inviterer til konference om disse vanskelige emner.
Formålet er at sætte fokus på både årsager, symptomer og behandling af depression.
Men der er ikke tale om et timelangt foredrag.
Derimod er der på dagen, den 22. september, planlagt en blanding af foredrag, teater og debat, der tilsammen skal løse op for følelserne og give deltagerne større indsigt i emnerne.
TV 2-værten Anne Louise Tranæs vil blandt andet give sin helt personlige beretning om depression.
Det hele foregår på Værket.