Tabte til koreansk overmagt
Vejret drillede de danske bueskytter i OL-kvartfinale
Danmarks OL-bueskytter fik en regnbyge ned over sig og endte med at tabe kvartfinalen til Sydkorea.
De danske bueskytter er færdige ved holdturneringen ved OL efter et nederlag på 195-206 i kvartfinalen til de sydkoreanske guldfavoritter.
Det var ventet, at Sydkorea ville vinde duellen, da bueskydning næsten er nationalsport i det asiatiske land.
Tribunerne på Lord's Cricket Ground var også fyldt med sydkoreanske fans, der bankede løs med klappepølser og brølede slagsange.
Favoritterne fik endda hjælp af vejret, da en kort byge satte ind, da Carina Christiansen, samt de to aarhusianere Louise Laursen og Maja Jager skulle skyde de første tre af i alt 24 pile.
Inden bygen havde Sydkorea netop åbnet kampen - i tørvejr - med to 10'ere og en enkelt 9'er på de tre første skud. Det kunne den danske trio ikke matche, og så var opgaven noget nær umulig.
- Jeg tror helt sikkert, at regnvejret fik betydning for resultatet, men vi får samlet det godt op til sidst. Når man skyder mod Sydkorea skal man være på fra start - der er ikke plads til at give dem et forspring, siger Carina Christiansen.
- Om vi havde vundet, hvis regnen ikke var begyndt, tør jeg ikke sige, men forhåbentlig havde vi i det mindste tabt lidt mindre, tilføjer hun.
Maja Jager mener også, at regnvejret fik betydning for udfaldet af kvartfinalen:
- Jeg laver en 4'er bagefter, men det er selvfølgelig svært at sige, hvorfor jeg lige nøjagtig gør det.
Til trods for bygens "uheldige timing", så accepterer de tre bueskytter, at den slags bare kan ske.
- Det er ærgerligt, at sydkoreanerne ikke også får lidt regn, før de går i gang, men det skal ikke være nogen undskyldning, siger Louise Laursen.
- Pyt skidt med vejret. Vi har det rigtig godt derinde. Vi kommer fra Danmark, så vi er vant til regnvejr, og vi forsøger at bevare roen, selv om det kommer så hurtigt og heftigt, som det gør, siger hun.
Carina Christiansen, Louise Laursen og Maja Jager er dog ikke færdige ved OL, da de i næste uge skal i gang med de individuelle konkurrencer.