Tabte igen på eget græs
Randers FC for alvor en del af bundkampen
Randers FC er for alvor en del af nedrykningskampen i Superligaen, efter at kronjyderne søndag eftermiddag på hjemmebane tabte 0-3 til FC Midtjylland.
Opgøret var generelt ganske jævnbyrdigt, men alligevel var det topholdet fra Herning, der havde et svagt overtag i de fleste af spillets facetter.
Især skarpheden var til forskel på de to hold, og Randers har fortsat problemer med at konvertere fint spil til mål.
Under opvarmningen blev FC Midtjyllands topscorer Morten "Duncan" Rasmussen erklæret for skadet til at spille. Lidt af en bet for gæsterne, der normalt bygger meget af spillet op omkring netop "Duncan".
Ind i startopstillingen gled hollandske Tim Janssen, der før kampen ellers kun havde spillet én kamp i denne sæson. Men efter et par afbrændere lykkedes det altså for Janssen at bringe sit hold foran, da han styrede et indlæg fra Jesper Juelsgård i kassen.
Herefter stod der FC Midtjylland på det hele, og af flere omgange burde mesterskabsaspiranterne have bragt sig yderligere foran. Det skete imidlertid ikke i første halvleg.
Se: Randers-anfører: Intet fungerede
Midtjyderne kunne ikke holde tempoet og presset lige så højt i anden halvleg, og hjemmeholdet fik lov til at overtage kontrollen med kampen og kom tæt på udligningen flere gange. Den kom dog aldrig, da skarpheden manglede gevaldigt.
I stedet udnyttede gæsterne et kontrastød til at lave et eksemplarisk opspil i højre side, hvor Pione Sisto til sidst slap fri og kanonerede bolden ind bag Peter Friis Jensen i Randers-målet. Sylvester Igboun ville også være med, da han lukkede til 3-0 i overtiden.
I næste runde skal Randers FC forsøge at få point på kontoen, når Colin Todds mandskab møder de østjyske rivaler fra AGF i Aarhus.