Uheld skabte lang kø: Lastbil tabte 10.000 flasker
Lang kø på E45 onsdag morgen
2. aug 2017, kl. 07:34
Mere end 30 dage gammel
En lastbil skabte onsdag morgen en lang kø på E45.
Lastbilen tabte klokken 06.32 i morges 10.000 flasker midt på motorvejen. Det oplyser Jørn Lindhardt, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
- Det er åbenbart bagklappen, der på en eller anden måde er gået op på containerlastbilen. Flaskerne har spredt sig ud over en strækning på 700 meter, så det skaber lidt trafikale problemer, siger han.
Oprydningsarbejdet skabte kø i mere end en time på E45 i sydgående retning fra Skanderborg til Horsens.
Uheldet skete ved 55 Horsens N.
Derudover var køen årsag til et uheld ved Ejer Bavnehøj, hvor flere biler kørte sammen. Bilister blev derfor anbefalet at køre fra motorvejen ved afkørsel 53 Skanderborg Syd.