Taber sag om ekspropriering
Efter flere års slagsmål har regionen nu fået retten til ekspropriering af jord til det nye Skejby Sygehus.
Efter at have gransket sagen i et halvt år har Naturklagenævnet nu besluttet at afvise en klage fra jordejer Michael Nielsen i sag om ekspropriering af jord ved Skejby Sygehus.
Det hele handler om, at Skejby Sygehus skal udvides. Derfor vil Region Midtjylland købe en del af den omkringliggende jord.
Michael Nielsen ejer 205.000 kvm jord omkring sygehuset, og han har tidligere krævet cirka 120 millioner kroner for jorden. En pris som regionen mener, er alt, alt for høj.
Tvisten mundede ud i, at Michael Nielsen klagede til Naturklagenævnet for at undgå ekspropriering. Men Naturklagenævnet har nu afvist klagen. Det betyder ifølge Jyllands Posten, at Michael Nielsen må overlade prisvurderingen til Taksationskommission.
- Det er vigtigt, at læren af denne sag bliver, at en privat lodsejer ikke bliver præmieret for at køre sagen i langdrag i årevis. Priskravet har været så langt fra virkeligheden, at forhandlingsmulighederne reelt ikke eksisterede, siger regionsrådsformanden Bent Hansen (S) til Jyllands Posten.