Tårevædet sejr: Nikolai er Danmarks bedste, unge forsker

Nikolai Tiedemann fik tirsdag prisen som årets Unge Forsker 2019. Det fik han for sit projekt ’Den perfekte Europa-jolle sejler’.

Nikolai Tiedemann blev dagens helt store vinder i seniorklassen til Årets Unge Forsker.

Når eliteidræt og naturvidenskab samarbejder, kan det opnå højere mål.

Det overbeviste 19-årige Nikolai Tiedemann fra Egaa Gymnasium tirsdag juryen om til konkurrencen ’Unge Forskere’.

Læs også "Så giver vi dig en masse stød nu - er du klar på det?"

Med sit projekt ’Den perfekte Europa-jolle sejler’ gik han nemlig hjem med hele tre priser.

Nikolai Tiedemann vandt sin kategori for bedste Psysical Science og blev også den samlede vinder i seniorklassen.

Det er helt vildt fedt. Jeg har brugt så meget tid på det her projekt, og at jeg så vinder det hele. Det er så fedt, jeg bliver også rørt nu.

Nikolai Tiedemann, Egaa Gymnasium

- Det er helt vildt fedt. Jeg har brugt så meget tid på det her projekt, og at jeg så vinder det hele. Det er så fedt, jeg bliver også helt rørt nu, siger Nikolai Tiedemann til TV2 ØSTJYLLAND.

Unge Forskere er Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, hvor de 100 bedste finaleprojekter dyster om at blive det bedste forskningsprojekt.

Finalen fandt tirsdag sted i Bella Centeret i København, hvor Nikolai Tiedemann præsenterede sit projekt om den perfekte Europa-jolle sejler.

Det var en meget rørt Nikolai Tiedemann, der modtog hele tre priser for sit forskningsprojekt. 

Ideen til projektet om den perfekte europajolle sejler opstod, da Nikolai Tiedemann selv er en ihærdig sejler i sin fritid. Han ville derfor gerne undersøge fysiologien bag sejleres præstationer. Så han til sidst kunne konkludere, hvad det indebærer, hvis man skal være den perfekte Europa-jolle sejler.

- Jeg kom frem til et resultat, hvor jeg fandt ud af, hvordan musklerne skal være bygget op, for at man kan blive en rigtig god sejler, siger Nikolai Tiedemann.

Danmarks fremtid

Det er 31. gang, at Unge Forskere hylder Danmarks bedste unge forskere.

Programlederen af Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck, håber, at konkurrencen kan være med til at hylde og anerkende de børn og unge, der har valgt at arbejde med naturvidenskab, så de får mere mod på at vælge en naturvidenskabelig retning i fremtiden.

- Det er super vigtigt, at vi får inspireret børn og unge til at vælge en naturvidenskabelig baggrund. Det er jo Danmarks fremtid, som skal finde svar på alle de udfordringer, der er med eksempelvis klima og miljø, siger Katrine Bruhn Holck, der er programleder for Unge Forskere, til TV2 ØSTJYLLAND.

01:37

VIDEO: Landets skarpeste, unge hjerner var i dag til finalen i Unge Forskere i København. Det er Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence med 100 finaleprojekter. Hele tre af finalisterne havde taget hele vejen fra det østjyske til Bellacenteret.

Luk video

De mange unge mennesker får med konkurrencen også mulighed for at møde en masse andre med fælles interesser.

Men det er ikke kun jævnaldrende, der er interesserede i de unge forskere.

Projektet oplever også en stor interesse fra landets universiteter og fra forskellige virksomheder, der har vist deres interesse ved at møde op til finaledagene.

- Der er stor interesse fra universiteter og virksomheder, blandt andet deler mange af virksomhederne priser ud. Det gør de for at honorere nogle af deres måske fremtidige topforskere, siger Katrine Bruhn Holck.

Flere østjyder deltog i finalen

Nikolai Tiedemann var ikke den eneste deltager fra Østjylland til Unge Forskere. Tvillingerne Frederikke og Nanna Kalmar fra Ryomgård stillede op i juniorklassen, hvor de fik en flot fjerdeplads for deres projekt.

De har udviklet et underjordisk køleskab, der kan holde diverse madvarer friske uden brug af strøm.

Frederikke og Nanna Kalmar med deres illustration af, hvordan et underjordisk køleskab fungerer. 

For dem har det været en fantastisk oplevelse at møde så mange jævnaldrende, der deler samme interesse som dem selv.

- Vi er meget stolte. Men det er nærmest en pris i sig selv at møde så mange fantastiske mennesker, som interesserer sig for det samme som en selv, siger Nanna Kalmar, til TV2 ØSTJYLLAND.

Videre til VM 

Tvillingerne Frederikke og Nanna Kalmar kan nu velfortjent tage hjem med 5000 kroner i gavepræmie for deres køleskabsprojekt.

Læs også Bæredygtigt køleskab: Tvillinger har sikret sig en semifinaleplads

For Nikolai Tiedemann fortsætter rejsen lidt endnu. Han kan nemlig se frem til at skulle deltage i VM i Science.

Derudover var en af de tre præmier en rejse til Stockholm, hvor han blandt andet skal møde tidligere nobelprismodtagere. 

- Det er vildt, at folk har været så interesserede i mit projekt. Jeg er virkelig glad for det her, siger Nikolai Tiedemann.

02:48

VIDEO: Flying Superkids' leder, Lars Godbersen, giver sit bud på, hvordan man som forældre får sine børn til at lykkes frivilligt.

Luk video