Syv måneder uden svar
Myndighedernes smøleri betyder måske, at 13-årig århusiansk piges konfirmationsfest bliver uden bedsteforældrene fra Iran.
13-årige Rosalina Foroughipour fra Århus har sendt invitationer ud til hendes konfirmationsfest. Hendes farmor og farfar fra Iran har sagt ja tak til at komme. Men trods syv måneders sagsbehandlingstid har de danske myndigheder endnu ikke givet svar på en ansøgning om besøgsvisum. Og derfor er det langt fra sikkert, at Rosalina får sin farmor og farfar at se på den store dag.
- Jeg synes det er underligt for de er jo normale mennesker som alle os andre. De har jo ikke gjort noget, som ikke vil være godt for Danmark, siger Rosalina Foroughipour til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Men når man kommer fra Iran, kræver det en grundig undersøgelse, inden myndighederne udleverer et besøgsvisum. Ifølge Udlændingeservice er der nemlig risiko for, at visumansøgerne reelt tager til Danmark for at søge om politisk asyl. Men Afshin Foroughipour, der er far til Rosalina, forstår ikke de danske myndigheders bekymring for at hans forældre skal søge om asyl i Danmark.
- De har været her seks gange før. Mine søstre har også været her. Og ville de søge om asyl, havde de nok gjort det, da de alle var i Danmark. Jeg kan ikke forstå at de danske myndigheder skal bruge så lang tid på at give et besøgsvisum, når der er så lang en historie for at de besøger os og så rejser de hjem igen, siger han.
Vil se nærmere på sagen
Udlændingeservice vil ikke kommentere den konkrete sag, men oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND, at den nu vil se nærmere på sagen og undersøge hvorfor familien har måtte vente i mere end syv måneder på et svar på visum-ansøgningen. Men den lange sagsbehandling er helt almindelig, siger de Radikale.
- Det er desværre ikke den eneste sag vi har hørt om, hvor sagsbehandlingen er uacceptabel lang. Vi har påpeget det gang på gang, men der er ikke politisk flertal for at gøre noget ved det. Men det er helt uacceptabelt at en familie starter med at søge mere end et halvt år, før de udenlandske familiemedlemmer skal til konfirmation og så er der stadig usikkerhed om, hvorvidt bedsteforældrene får lov til at komme med til feste, siger Morten Østergaard, udlændingeordfører for Det Radikale Venstre på Christiansborg.
For Rosalina Foroughipour betyder den langsomme sagsbehandling, at hun måske må undvære sine bedsteforældre på den store dag. For hendes far betyder det meget mere end det.
- Jeg er bange for at mine børn skal opfatte det her som diskrimination og føle sig som andenrangs-danskere. De er helt almindelige danske børn, der gerne vil være sammen med deres bedsteforældre på en stor dag i deres liv. Men fordi deres far er fra Iran og dermed også deres bedsteforældre er fra Iran, så må de ikke få deres bedsteforældre med til konfirmationen. Og det gør ondt, siger Afshin Foroughipour.