Syv gode puttetips: Sådan får du dit barn til at sove

Putteritualer bør ændres i takt med at barnet bliver ældre, lyder det fra netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen. Men hvordan er så et godt ritual til en baby? Et vuggestuebarn? Og et børnehavebarn?

Hvor er det vidunderligt, når de små øjne lukker sig og der bliver fred. Foto: Ritzau Scanpix

Når det går godt, skænker vi det ikke mange tanker. Men når det går skidt, fylder det alt. Putningen af ens børn skal helst bare spille. 

Men de kære små har jo som oftest også deres helt egen mening om tingene. Og ikke nødvendigvis den store lyst til at skulle i seng. Så hvordan kan man gribe det an?

TV2 ØSTJYLLAND spurgte netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen til råds. Hun lever af at rådgive forældre om deres børn ved at skrive bøger, holde foredrag og drive en brevkasse. Og især søvnen fylder meget for forældrene, siger sundhedsplejersken.  

Heldigvis er hun klar med en række putteråd til forældre med børn i alderen 0 til 6 år. 
 

Speak Visually. Create an infographic with Visme

Putning af babyen

Ifølge Helen Lyng Hansen er det for børn under 1 år naturligt at starte putteritualet med at skifte deres ble og give dem mælk.

- Så putter man dem ved at kærtegne dem, holde dem, sige nogle beroligende ord. Give dem noget fysisk kontakt og så eventuelt en sut. Det er nogle naturlige kærlige ting, man gør for at hjælpe små børn til ro, siger hun. 

Og så skal man ikke være bange for at lade spædbarnet falde i søvn i armene. 

- Det minder om tiden i livmoren, når barnet kan mærke vejrtrækningen og varmen fra den voksne. Man skal ikke være bange for at man giver dem dårlige vaner ved at lade sine helt spæde børn falde i søvn hos én, forklarer Helen Lyng Hansen.

- Man skal ikke tro, at de ikke kan falde i søvn i deres egen seng, når de bliver større, hvis man gør det. Sådan er det ikke. Hver tid har sin ting, man skal igennem.

Når barnet bliver 3-4 måneder gamle, skal de stadig have mælk, men det kan være en god ide ikke at vænne dem til at falde i søvn med brystet i munden, lyder det fra sundhedsplejersken. 

Man skal ikke tro, at de ikke kan falde i søvn i deres egen seng, når de bliver større, hvis man lader spædbarnet falde i søvn i sine arme. Sådan er det ikke. Hver tid har sin ting, man skal igennem

Helen Lyng Hansen, netsundhedsplejerske

- De skal gerne lige nå at blive flyttet fra favnen og ned til der, hvor de skal sove, inden de sover helt. På den måde vænner de sig til, at de ikke behøver være i favn for at sove.

Når barnet bliver syv måneder skal de lære at falde i søvn uden at få mælk først, for da er barnet begyndt at spise fast føde.

- Gradvist lærer barnet at falde i søvn uden den fysiske kontakt, fordi den fysiske afstand gradvist øges i løbet af det første år, forklarer Helen Lyng Hansen. 

Børn i vuggestuealderen kan have glæde af en putteklud eller en puttebamse og en simpel godnathistorie ved puttetid. Foto: Søren Bidstrup - Ritzau Scanpix

Putning af vuggestuebarnet

Når barnet er 1-1,5 begynder barnet at kunne bruge en putteklud eller en puttebamse til at finde ro. Mange børn vil i den alder også have glæde af at få læst en helt simpel godnathistorie med en sætning på hver side og et billede, vurderer Helen Lyng Hansen.

- Så læser man ganske kort og viser barnet billedet. Man vænner barnet til at ligge i sin seng. Den voksne sidder ved siden af. Det er hyggeligt og rart og barnet har sin putteklud eller bamse. Så falder barnet stille og roligt til ro, forklarer hun. 

Om man som voksen skal blive siddende indtil barnet sover eller ej, afhænger meget af det enkelte barn og hvordan barnet har det for tiden. 

Det kan trække ud i flere timer og ende med, at barnet bliver rigtig ked af det og de voksne meget frustrerede. Så bliver det at skulle sove ikke rart for nogen.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

- Nogle gange skal man sidde der i ti minutter, mens barnet falder trygt til ro, for så sikrer man sig, at barnet forbinder det at skulle sove med noget rart, siger Helen Lyng Hansen.  

At investere 10 minutter på sengekanten kan faktisk være givet rigtig godt ud. 

- Det er meget bedre end at sige, at man ikke vil sidde der og så begynde at kæmpe med sit barn. Det kan trække ud i flere timer og ende med, at barnet bliver rigtig ked af det og de voksne meget frustrerede. Så bliver det at skulle sove ikke rart for nogen, lyder det fra sundhedsplejersken. 

Det er dog en hårfin balance om man skal sidde ved barnet eller ej. For nogen børn kan måske tolke dét, at man bliver siddende som udtryk for at det er legetid og ikke sovetid. 

Puttetid kan også være det tidspunkt, hvor børn lukker lidt op for, hvordan de trives.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

- Der kan det være en god ide at gå. Ikke for at gøre barnet ked af det, men for at vise med sit kropssprog, at man mener at det er sovetid nu og ikke legetid. Så kan man gå tilbage til barnet igen. Ofte skal det ikke ske mere end et par gange, før barnet finder ud af, at det nu altså er sovetid, forklarer Helen Lyng Hansen. 

Når barnet når 1,5-3-års alderen kan der opstå et mylder af tanker inde i det lille hoved ved puttetid. Der kan det være godt at snakke dagen igennem med barnet, lyder rådet. 

- Børn i den alder kan have tankemylder, de ikke kan slippe, fordi der er sket rigtig meget i løbet dagen. Det kan være godt at sætte ord på det, der har været sjovt og det der har været svært for barnet, og på den måde kunne få afsluttet dagen, siger Helen Lyng Hansen. 

Helen Lyng Hansen er sundhedsplejerske og lever af at skrive bøger og holde foredrag om mindre børn. Foto: pressefoto

Putning af børnehavebarnet

Når barnet bliver 3-4 år kan det være en rigtig god ide at fortælle en historie på sengekanten. Men for nogle børn i den alder, kan det være svært at blive liggende i sengen. I de tilfælde kan man gøre det lidt nemmere for barnet ved selv at digte en historie, der handler om barnet selv, siger Helen Lyng Hansen. 

- Det skal være helt simpelt, som ”Der var engang en pige, der hed Line, hun var 3 år. Hun boede derhjemme sammen med sin mor og far og storebror og hver dag gik hun i børnehave....", forklarer sundhedsplejersken.

- Det kan nogle gange gøre, at de ligger mere og lytter end ved en rigtig historie fra en bog.

Når de bliver lidt større, kan de have stor glæde af en lidt længere godnathistorie eller snakke dagen igennem.

- Puttetid kan også være det tidspunkt, hvor børn lukker lidt op for, hvordan de trives og fortæller, hvis der er nogen, der driller dem og hvordan de har det, siger Helen Lyng Hansen. 

Til de store børnehavebørn på 4-6 år kan det være godt med en lille lampe inde på værelset.

- Børn i denne alder kan godt vågne og have mareridt og har brug for at kunne orientere sig, hvis de vågner om natten og er bange, forklarer sundhedsplejersken.