Syv biler impliceret i uheld: Motorvej atter åben for trafik

Trafikuheld spærrede Motorvej E45 i nordlig retning ved Horsens Syd i mere end en time

Foto: Google Maps

Motorvej E45 ved Horsens var onsdag eftermiddag spærret på grund et trafikuheld, og trafikanter i nordgående retning ved Horsens måtte derfor væbne sig med tålmodighed.

Ifølge vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi var syv biler impliceret i uheldet, der skete mellem Hedensted og Horsens Syd i norgående retning.

På grund af uheldet blev begge vognbaner i nordgående retning spærret for trafik. Det gav kilometer lange køer - helt op til ti kilometer - og derfor opfordrede politiet trafikanterne til at finde alternative ruter.

Jesper Duus oplyser, at der ikke er meldinger om alvorligt tilskadekomne i forbindelse med uheldet, der skete klokken cirka 15.20.

En god times tid efter uheldet var vejen atter farbar efter et større oprydningsarbejde. Det oplyser vejdirektoratet på Twitter.

Endnu et uheld

Også på Djurslands Motorvejen ved Aarhus N i vestlig retning har der onsdag eftermiddag været et uheld, hvor flere biler var impliceret.

- Der er tilsyneladende ingen, der er kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Peter Hallstrøm fra Østjyllands Politi.

Uheldet spærrede Begge vognbaner i en periode, men onsdag eftermiddag omkring klokken 16.00 er vejen igen åbnet op for trafik.

Artiklen er opdateret onsdag klokken 16.40.