Syv års fængsel for dødsvold
Der var stor forskel i strafudmålingen, da sagen om dødsvold mod en 68-årig mand i dag blev afgjort.
Et nævningeting ved Vestre Landsret i Århus, kendte i dag den 38-årige Brian Christoffersen skyldig i vold med døden til følge. Manden blev idømt en straf på syv års fængsel.
Landsretten fandt det bevist, at Brian Christoffersen medvirkede til et groft overfald på en 68-årig mand i Skanderborg i marts måned. Et overfald, hvor den 68-årige blandt andet blev trampet i hovedet flere gange. Han døde to uger senere.
Anklagemyndigheden havde lagt op til, at en anden medtiltalt på 25 år også skulle dømmes efter den grove voldsparagraf, men det blev han ikke.
Den 25-årige fik til gengæld en dom på syv måneders fængsel efter at retten kendte ham skyldig i to andre voldssager.
Den 68-årige mand blev offer, da han blev vidne til - og forsøgte at sætte en stopper for - et overfald på en kvinde.