Syltefabrik på Samsø er solgt

Kapitalfonden Erhvervsinvest opkøber Samsø Syltefabrik

Medarbejderne på Samsø Syltefabrik er i denne uge blevet informeret om, at deres arbejdsplads skifter ejer.

Fabrikken har indtil for nyligt hørt under landbrugskoncernen DLG, men nu har en ny ejer meldt sig på banen.

Det er den danske kapitalfond Erhvervsinvest, som ser et stort potentiale i syltefabrikken på Samsø og har derfor valgt at investere penge i den.

Ifølge direktør for Erhvervsinvest Thomas Marstrand er købet en god nyhed for alle - både samsingerne og forbrugerne:

- Det er en spændende og god virksomhed, som vi gerne vil gøre endnu bedre. Nu skal der endnu mere fokus på fabrikken, siger han til tv2oj.dk.

Samsø Syltefabrik har eksisteret i 50 år og leverer i dag forskellige syltede produkter som agurker, asier og rødkål til supermarkeder i hele Danmark.

Mulighed for arbejdspladser

Nogle af de mulige udviklingsområder, som Erhvervsinvest ser det, er markeds- og produktudvikling. Derudover skal der mere fokus på eksport til udlandet:

- I dag er blikket meget vendt hjemad, forklarer Thomas Marstrand.

I dag beskæftiger Samsø Syltefabrik 35 faste medarbejdere. På spørgsmålet om, hvorvidt det antal vil stige efter ejerskiftet, svarer den nye ejer:

- Hvis omsætningens skal stige, så er det hele nødt til at følge med, men vi kan ikke love noget. Vi kan kun håbe, siger Thomas Marstrand.

Halvdelen af arbejdsstyrken på syltefabrikken består i dag af udenlandsk arbejdskraft. Det satte TV 2 | ØSTJYLLAND fokus på for en uge siden, da et tv-hold besøgte Samsø - heriblandt Samsø Syltefabrik.

Du kan se og læse mere i artiklerne nedenfor:

Se også: Samsø har brug for udlændinge

Se også: Udlændinge tager til Samsø