Sygeplejerske-vikarer kan koste liv
Patienter har øget risiko for at dø under indlæggelse på et østjysk sygehus, hvis der er mange vikarer på afdelingen, viser ny rapport.
Jo flere sygeplejerske-vikarer, der arbejder på de østjyske hospitalsafdelinger, jo større er risikoen for, at patienterne dør.
Det viser en rapport, som sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd, har fået udarbejdet af det private konsulentfirma Team Arbejdsliv.
- Vi kan se, at brugen af vikarer øger patientdødeligheden, øger forekomsten af blodbaneinfektioner på intensivafdelinger og øger indlæggelsestiden for patienterne, siger Inger-Marie Wiegman fra Team Arbejdsliv til Østjyllands Radio.
Politikerne i det daværende amtsråd vedtog, at forbruget af sygeplejerske-vikarer skulle begrænses. Alligevel viser en opgørelse fra Dansk Sygeplejeråd, at forbruget tværtimod er steget med 26 procent.